Tilbage til oversigten

Valg af distro

Allerførst, hvad er en distro? En distro er kort for distribution. Linux bliver bygget af mange komponenter, og en distribution er så en samlet pakke af de komponenter. Men Linux er både navnet på platformen og kernen. Forvirret? Hæng på herunder.

Linux - både kerne og platform

Hvis du forestiller dig tre lag. Nederst, tættest på din computers hardware, har du selve hjernen, Linux-kernen, der "snakker" med computerens hardware og andre softwarekomponenter og får det hele til at fungere. Ovenpå er selve "basesystemet", der består af GNUs CoreUtils systemsoftware, der giver dig kommandoer i terminalen såsom ls, dd osv. Oven på det hele finder du mest den synlige del, den grafiske brugerflade, der f.eks kommer fra KDE eller GNOME-projektet (men der er mange flere...). Tilsammen danner det Linux som platform. Så Linux er både kernen OG navnet på selve platformen.

Open Source-fællesskabet

Der sidder så en masse firmaer eller fællesskabsprojekter, bestående af entusiaster og samler de forskellige software i distributioner. Hvorfor eksisterer der mange forskellige distributioner?

Det skyldes typisk, at de forskellige distributioner ikke er enige i, hvordan programudvalget skal strikkes sammen. Nogle distributioner ønsker måske at fokusere mere på computereksperter end begyndere, og det afspejler valget af software i distributionen. Eller også ønsker de at tilbyde mere end standardistributionen Distributioner såsom Ubuntu Studio tilbyder f.eks et større programudvalg end Canonicals egen Ubuntu-installation, fordi de ønsker at bejle til kreative brugere mere end generalister. Ubuntu selv stammer fra Debian-projektet, som er en af de ældste distroer, der stadig findes. Forskellen mellem Debian og Ubuntu er dels at Debian er fællesskabsdrevet, hvor der er en virksomhed - Canonical - bag Ubuntu. Deres softwareudvalg er også forskelligt. Debian er den stabile klippe, hvor Ubuntu går sine egne veje.

På den anden side har du Red Hat varianter, Fedora, CentOS og AlmaLinux. De tilbyder også hver især en anden softwareløsning. Hvor Debian og Ubuntu bruger apt til håndtering af pakker til systemsoftware, så bruger Redhat og Fedora f.eks rpm. Det er lidt ligesom kampen mellem om bilmærket BMW eller Skoda er bedst. Nogen går meget op i valget af mærke, andre vil bare have en driftsikker bil at køre rundt i.

Der er dog altid fællestræk mellem distributionerne, og det er, at de alle har en softwarestore, du kan downloade programmer fra, og en række standardprogrammer. LibreOffice findes f.eks i de fleste distroer.

Hvad skal du vælge?

Nu er jeg halv-gammel og gråskægget, så jeg må godt komme med forslag til valg af distroer. Men først lige kort min egen historie: Jeg har distrohoppet en del, men er altid vendt tilbage til Ubuntu. Nu kører jeg et mix af Ubuntu, Fedora og FreeBSD. Hvis vi lige ser bort fra min leg med Red Hat og Mandrake i de sene 90'ere, så var min første Linux-distribution Ubuntu. Selvom jeg er stor Ubuntu-fan, så kan jeg ikke anbefale Ubuntu til begyndere i dag.

Det skyldes, at Canonical som bygger distroen har valgt at fokusere ensidigt på Snaps som deres pakkedistributionsformat, mens mange andre har valgt Flatpak. Det skaber en fragmentering på Linux-softwaremarkedet, som vi helst ikke skal tilbage til... Men det er en historie, som vi kan tage en anden gang.

Ærlig talt, så tror jeg ikke, der er en god begynderdistro. Det handler mere om at oparbejdet en basal viden omkring, hvordan Linux virker. Og når du har det på plads, så vil du opdage, at det ikke er så anderledes end det, du kender. Og glem, hvad du tror du ved om Linux fra gamle dage: Med de "nye" app stores, der bruger pakkeformater Flatpak, AppImages og Snaps er det blevet væsentligt nemmere at installere opdaterede programmer, end det var tidligere.

Find en gammel computer som testkanin eller boot Linux fra en LiveUSB uden at installere, så kan du se, hvad der er i vente.

Nye brugere

Til nye brugere vil jeg anbefale Linux Mint eller Zorin OS - de er begge baseret på Ubuntu, og er bygget til at tage pænt imod nye brugere. Mint installerer således en række "komfort-funktioner", man ikke finder i andre distroer. ZorinOS kan konfigureres så Windows-brugere helt sikkert vil føle sig hjemme. Men hvilken grafisk brugerflade? Ja, de kan konfigureres på et væld af faconer. Hvis du gerne vil ha' lidt af Windows i din Linux, så er det nok KDEs Plasma-desktop, du skal kigge på. Og kigger du lidt kærligt på MacOS, så skal du vælge GNOME-desktop'en. KDE Plasma kan virkelig konfigureres vildt og voldsomt allerede fra start.

KDE Plasma-desktoppen

KDEs brugerflade, som den ses i Fedora-distributionen

Og dens tilhørende software store "Discover". Discover har indbygget Flatpak-understøttelse, så du kan altid få friske pakker

GNOME desktop

Her ser du GNOME-desktoppen med systempanelet fremme.

og dens tilhørende app store, Gnome Software.

Konfigurerbart som ind i h....

Fælles for alle systemerne er, at de kan konfigureres ned til mindste detalje. Kommer du fra Apple og Microsoft-miljøer, så skal de nok fortælle dig, hvor langt du må gå: Du har nemlig ved installation givet tilsagn om, at du ikke må ændre deres systemer for meget. Deres lukkede natur sætter en stopklods for, hvad du kan, for du har ikke adgang helt ned i maskinrummet. Den slags "næ-næ-næ-det-må-du-ikke" findes ikke i Open Source-land. Linux-kernens "far" Linus Torvalds bestemmer ganske vist en del over Linux-kernen, men den kan du bare lave en variant af, hvis du er uenig i hans retning.

Vil du konfigurere KDE Plasma-desktoppen til at være en brugerflade til dit TV? Gi' den gas! Bigscreen-projektet gør netop det. Link til Bigscreen (der er en pænere brugerflade på vej, end den du ser på siden...)

Jeg linker lige til en video, der viser en temmelig lang proces, hvor en Youtuber viser, hvordan du kan få KDE Plasma til at ligne Windows 11. Det er ikke meningen, det skal "tage pippet fra dig", det er bare for at vise, at man kan skabe sit eget udtryk, hvis man har lyst. ZorinOS, som jeg nævnte ovenfor, har en række tilpasningsmuligheder, der er lettere at gå til.

Link: KDE, der ligner Windows 11

Og, så er der jo Ubuntu Studio - den kan du smide på en USB, og så kan du se mange af de programmer, Open Source-fællesskabet kan tilbyde dig. Psst... Mange af dem findes også til Windows og MacOS, hvis du ikke er helt klar til springet.

Husk i øvrigt, at du altid kan køre KDE-software på GNOME og omvendt. Det forvirrer lidt i starten, men man er ikke "låst" til en bestemt type software fordi man vælger det ene eller det andet.

Erfarne brugere

Er du erfaren Linux-bruger vil jeg anbefale enten Ubuntu, Fedora eller Arch.

I "gamle dage" brugte jeg altid Ubuntus LTS-versioner, de har været klippestabile for mig, men i de senere år er jeg begyndt at bruge seneste tilgængelige udgave. Det har jeg indtil videre heller ikke haft nogle problemer med.

Ubuntu har været lidt i en slags dvale efter Canonical måtte droppe deres ellers interessante Convergence-idé, hvor de prøvede at forene Ubuntu-platformen henover forskellige devices. Det følgende står helt for min egen regning, men jeg tror de fandt ud af, der var flere penge i erhvervssegmentet. Jeg kan godt lide, at de prøver at være lidt anderledes, for der skal være forskelle mellem distributionerne for at de er interesante. Noget kunne tyde på, de har fundet tilbage på rebelsporet:

Vi fik Snaps, og fornylig har der været snak om, at GNU Core Utils skal erstattes med en nye Rust-variant og Sudo med sudo-rs. Noget af det første jeg gør, når jeg fodrer en maskine med Ubuntu, er dog at installere GNOMES Software app og så installere Flatpak-understøttelse, for jeg synes deres enegang med Snaps er ... hmm... udfordrende for Linux-økosystemets sammenhængskraft. Der er nødt til at være en form for ensretning, hvis vi skal vinde MacOS- og Windowsbrugere over.

Fedora er den nye frontrunner - de er hurtige til at integrere nye versioner af KDE og GNOME skrivebordsmiljøerne samtidig med at de understøtter et væld af forskellige platforme.

Arch er klippestabil, men kan være svær at komme i gang med, man skal være klar på at ville rode en del med systemet. Det community-styrede pakkerepository AUR er genialt.

Erhverv

Linux? Det er da noget med at hænge ud i et forum, og håbe på, nogle besvarer ens opslag? Nej, der findes professionelle supportmuligheder. Desværre gemmer de danske af slagsen sig godt. Det skyldes måske, at Danmark er et Microsoft-land i erhvervssammenhænge, og har været det i mange, mange år. Var jeg 20-25 år igen, så startede jeg helt sikkert en "butik" med supportmuligheder.

Vælg en Enterprise Linux med mulighed for at få direkte betalt support, f.eks Red Hat, Ubuntu Pro, eller SUSE

Open Source - det frie valg

Hvorfor skal du overhovedet bekymre dig om Linux?

Det er heller ikke sikkert, du skal. Jeg viser dig bare vejen til friheden, Neo (yes, min yndlingsfilm er The Matrix). Måske befinder du dig fint med Windows eller MacOS, og så skal skal jeg ikke tage den glæde fra dig. Måske er det komfortabelt, at nogle tager en række designvalg for dig, så du kan koncentrere dig om at bruge programmerne på maskinen, men du mister så også en del af din medbestemmelse over, hvad der findes på din computer.

Gider du ikke AI? Nyt desktop-udseende, men du elskede det gamle? Beklager, det er valg Google, Samsung, Microsoft og Apple tager for dig i innovationens navn. Bare fordi noget er nyt, er det ikke nødvendigvis en forbedring (Windows 8, host..host..). Og førnævnte virksomheder giver dig ikke nemt muligheden for at vælge funktioner til eller fra, for du skal helst "nudges" til at bruge dem.

Har du først prøvet en stabil, velkonfigureret Linux-distribution, så giver du ikke den medbestemmelse over dit system fra dig igen. Det garanterer jeg. Men det kræver naturligvis, at du er villig til at lære både Linux og dets økosystem at kende.

Og med det, held og lykke på din færd videre :)